han sprang ind paa harris, rev dolken op af hans bælte og stødte den dybt i hans bryst.en ed, en forbandelse og amerikaneren vaklede og faldt død til jorden.xvii.en markedsdag.saa hurtig og uventet havde dicks stød været, at ofret ikke havde kunnet afparere det, saalidt som nogen af de omstaaende havde kunnet lægge sig imellem.nu kastede nogle indfødte sig over ham og vilde utvivlsomt have hugget ham ned paa stedet, dersom ikke en myndig stemme havde kaldt dem tilbage.det var negoro.paa et tegn af portugiseren bar soldaterne harris lig bort.alvez og coimbra forlangte højrøstet og bestemt, at negoro straks skulde lade dick blive klynget op, men portugiseren havde aabenbart andre planer desangaaende, og efter megen diskuteren med sine foresatte fik han dem til at gaa ind paa hans forslag.alt imens stod dick roligt og saa uanfægtet, som om hans egen skæbne var ham komplet ligegyldig, og betragtede negoro, kokken fra pilgrim, det umenneske, som var ophavsmanden til alle de ulykker, der var tilstødt skibet og dets besætning.men det var, som om drabet af harris havde kølnet hans vrede, eller maaske var det visheden om fru weldons, hans anden moders død, og hans egen nær forestaaende ofring, der berøvede ham evnen til at føle noget som helst.som i drømme lod han sig belægge med lænker og føre ned i en underjordisk, mørk hule, de dødsdømte slavers sidste opholdssted.han tænkte end ikke paa, at naar negoro havde udvirket, at han ikke blev hængt, saa var det sikkert for at kunne berede ham en død, der var hundrede gange værre.næste dag fandt markedet sted.tusinder af indfødte indfandt sig, pyntet paa det fineste; malet og indsmurt i fedt og udstyret med en strimmel broget bomuldstøj og masser af kulørte glasperler.paa torvet, hvor alle landets herligheder var udstillet til købs, og desuden indført bomuldstøj, smykker,og spiritus, herskede en frygtelig trængsel og et øresønderrivende spektakel.slavekongen og hans adjudant coimbra ledede selv opstillingen af de slaver, som han vilde skille sig af med.da efterspørgslen var saa stor, besluttede han i sidste Øjeblik at lade de mindst medtagne af de sidst ankomne fanger gaa med, for at spare kosten til dem i den maaned det varede, før der atter var marked.imellem disse sidste, som opsynsmanden drev ind paa markedspladsen, var ogsaa tom og hans tre kammerater, alle fire nedtrykte og ulykkelige over den skændsel, der skulde overgaa dem.jeg ser ikke dick sand, sagde bat efter at have set sig godt om.den unge, kære herre bliver vel slaaet ihjel, sagde den gamle tom trist, maaske har han udstridt allerede.jeg havde nær sagt, bare det var mig.men vi maa vel kun haabe og ønske, at vi alle fire bliver købt af den samme agent, saa at vi i al fald kan blive sammen.naar bare herkules var her! sagde austin.menneskehandelen begyndte.coimbra gik, sammen med arabiske købmænd, mestitzer og slaveopkøbere, rundt imellem fangerne.han udraabte prisen og fremviste varerne.han var allerede halvfuld, og skældte, slog, kommanderede og rasede.han lod de ulykkelige sorte løbe og vise tænder, ganske som heste, og lod dem løfte tunge sten for at vise, hvor kraftige de var.tom og hans venner delte skæbne med de andre.paa grund af deres kraftige bygning og udviklede muskulatur blev de ligefrem et stridens Æble imellem flere opkøbere fra madagaskar.alvez var henrykt.buddene faldt livligt og priserne steg.til alt held blev de da ikke adskilte; en stor slavehandler fra zanzibar købte dem alle fire og lod dem straks bringe hen i en barak, han lejede i samme anledning.hen paa eftermiddagen hørte man en sig nærmende lyd af trommer, cymbaler, gammelanger og andre af de primitive negerinstrumenter.markedstumlen, der nu var paa sit højeste, da det gjaldt om at blive af med de endnu uafsatte varer i en fart, forstummede pludselig, som ved et trylleslag.al handel blev afbrudt, hver udraabers stemme tav.thi kongen af kazonnde var paa vejen fra sin residens for at beære markedet med sit besøg.han holdt sit indtog baaret i en gammel palankin og omgivet af sine højere embedsmænd og soldater.en fire fem stykker af disse maatte hjælpe ham ud af befordringen, da denne var naaet midt ud paa torvet.her modtog han naadigst alvez og de andre større slavegrossister, der viste ham den mest overdrevne Ærbødighed, en følelse, som de var saare langt fra at nære.majestæten var en mand paa halvtreds, men saa ud som han var firs.hans kongelige højtidsdragt bestod af et læderskørt, pyntet med paasyede glasperler, en slags krone smykket med rødmalede leopardkløer og hvide haarduske, samt masser af kobberringe om ankler og haandled.i den ene haand havde han en fjervifte og i den anden en rødknappet stok, og paa hans kongelige næse sadfætter benedicts briller.den ulykkelige naturforskers loup hang i en snor ved kongens bælte, nærmest til pynt, da den ophøjede idiot ikke havde idé skabt om dens rette anvendelse.saaledes saa altsaa denne hersker ud, der efter sin egenog sine fleste undersaatters mening, var af guddommelig oprindelse.det var en alkoholiseret, legemligt som aandeligt ødelagt, gammel neger, der mere lignede en ældet urangutang end et menneske.kongen ledsagedes af en mængde let, men broget paaklædte negerinder i alle aldreden gamles haremsamt af sine embedsmænd, troldmænd, generaler o.s.v